fredag den 29. juni 2012

Den bedste rute

En af de tidlige dage idag - allerede 04:41 var jeg afsted på cyklen, med kurs mod Store Dyrehave. En rigtig flot morgen - ingen regn - og med udsigt til 2 timers skovtur, weekend lige om hjørnet og havregryn, der ventede på jeg blev færdig, kunne det jo ikke blive meget bedre :)

Jeg har fundet en lille farvorit-rute i skoven. En lille rundstrækning på 6km., der byder på gode stigninger - og "nedkørsler", som er tilpas flade til at der stadig kan trædes 100% hele vejen ... kort sagt : Kuperet rute med konstant tråd.

Der blev taget revanche i forhold til gårsdagens tur - ramte en snitpuls på 149 for 1 time og 58 min cykling. 1632 gode kalorier, der nok skal komme ige - det er jo weekend :) Enjoy it!

Den perfekte cykelrute

torsdag den 28. juni 2012

De morgenfriske

Jeg mødte 3 af slagsen idag, da jeg cyklede rundt i Store Dyrehave ... 3 morgenfriske løbere, som jeg misundede, thi det var en perfekt morgen til løb. Med morgenfrisk mener jeg 'mødte før kl 6' ... derefter er vi jo 'oppe ad formiddagen' ;)

Som skrevet måtte jeg selv tage til takke med en cykeltur - 2 timer på de store stier kunne det blive til, med start kl 04:50. Lavt puls-snit på 142 - så det kunne godt være bedre. (hvilket jeg håber at det bliver, i morgen tidlig!)

I går var jeg så heldig at opleve fornøjelsen ved en morgenløbetur på 25km - indrømmet, at de første 5-6 ikke var sjove, da det gjorde ondt i benet... derefter ganske OK og de hurtigste tider havde jeg mod slutningen, hvor benet var godt varmet op. I forgårs var jeg til møde hos en kollega, i Middelfart, så der havde jeg selvfølgelig løbetøj med, så jeg kunne nyde en god 10'er ud mod Strib og retur - lovely!, inden turen gik tilbage mod Sjælland.

Håber snart at være 100% én af de morgenfriske igen - så bliver Bambi heler ikke så forskrækket, når jeg nærmer mig...

mandag den 25. juni 2012

Fundet!

Hvis der bare har været antydelsen af tabt motivation, i forbindelse med løb, så er den så sandelig fundet igen ... lige dér, hvor man egentlig kunne forvente at finde dén - og så ikke engang under perfekte forhold, da det støvregnede ... men pokkers i dét! Klokken 05:25 imorges, da jeg drejede fra Kongevejen og ind i Store Dyrehave - wow wow wooooooow... Et 90'er mix, fra Dj Pool (via Mixfreaks), Bambi i skovkanten, kun liiidt ondt i benet .... god speed, fornuftig puls - og, ikke mindst, en dejlig skov og 19 gode kilometer, som jeg gerne havde udvidet til mere, hvis jeg havde haft tiden.

Kan ikke vente med at komme afsted igen - men jeg ved, at det ikke går at løbe igen imorgen, så jeg må ha' fornøjelsen til gode til senere på ugen, og så ellers klare mig med MTB'en i mellemtiden....

søndag den 24. juni 2012

Hedeland

Dagens motion blev henlagt til Hedeland - og, som så oftest før her på det sidste, blev det til en god cykeltur på 2 timer. Jeg var lidt sent på den idag - fik først startet ud 'dernede' kvart i 7, så mod slutningen passerede jeg en del løbere/hundeluftere. Ikke noget generende, for nogle af os formoder jeg (dog undrer det mig, at en del løbere skal kigge sig tilbage, over skulderen, når de hører jeg kommer cyklende - som om at de skal sikre sig, at jeg nu også kører udenom dem), men helt klart at man skal afsted så tidligt som muligt, for at have stierne for sig selv ;)

Hedeland er et OK sted at cykle - omend at jeg stadig har Store Dyrehave øverst på min prioteringsliste. I store Dyrehave er det muligt at køre med konstant tråd i pedalerne - det er noget sværere i Hedeland, hvor der er flere steder med nedkørsler, som kræver at der bremses ... Og ikke kun ned af skibakken :) Fordelen, hvis man kan kalde det sådan, ved Hedeland er, at det er muligt at nå max.pulsen på cyklen ... jeg præsterede ihvertefald at ramme 181bpm, da jeg nåede toppen idag. Var kun oppe én gang - det var sq' lige hårdt nok sådan en Søndag morgen, efter en god Sankt Hans fest i havnen aftenen før :)

Udover festivitas i havnen, Lørdag, bød dagen også på noget så usædvanlig (efterhånden!) som en løbetur! 21,1km fra morgenstunden i et tempo, der igen overbeviste mig om, at jeg skal i mesterlære som løber igen. Phew, det var sløvt - og absolut 'minus-motiverende'! Glædede mig bare til at det var overstået. Av av... helt forkert, når man nu elsker at løbe. Hmmm... håber snart at benet er 100% igen, så jeg kan komme ordentlig op i omdrejninger. Håber meget at det kan hjælpe!

Lørdag bød også på familiebesøg i Sverige - og dermed muligheden for lige at handle lidt spændene i supermarkedet. ... Og så blev jeg godt nok forelsket igen... Marabou, med jordbær. Er det ikke bare skønt :)

Sølle 49,8km i alt, i løbesko, er det blevet til i denne uge - heldigvis suppleret med 215,5km på MTB'en. Håber at næste uge byder på mere løb...

Klar til afgang...

torsdag den 21. juni 2012

Mest på MTB for tiden

Det er, desværre, stadig ikke meget jeg for løbet for tiden - i denne uge er det blot blevet til 2 ture : 6,5km Mandag eftermiddag og 22km igår morges ... især på turen igår kunne jeg mærke/føle/fornemme/sanse/?, at jeg vist skal i 'mesterlære' som løber igen, da det godt nok var en langsom tur - jeg kunne slet ikke få kadance på. Selvfølgelig kunne det mærkes i benet - øv, så må nok stadig lege lidt 'forsigtig-Per' de næste par dage ... Havde planlagt en tur i dag, men det er så udsat til Lørdag/Søndag istedet.

Istedet for løb får jeg brugt min MTB - daglige ture i Store Dyrehave gør godt for sjælen, nu hvor jeg ikke får motioneret løbeskoene. Eneste ulempe er, at jeg skal så forbandet tidligt afsted, for at jeg kan nå at cykle i +/- 2 timer. Fordelen er, som tidligere beskrevet, at jeg stort set har skoven for mig selv og derfor ikke generer div. hundeluftere, børnehaver, pensionister, motionsløbere,.... når jeg kommer med fuld drøn på stierne - dejligt. Ovenikøbet har jeg nu fundet mig en rigtig god rundstrækning, som ikke giver stor distance men til gengæld max. stigning, hvorfor min snitpuls (i forhold til normalt når jeg kører i hele skoven) er højere - ligesom jeg arbejder mere i de "høje puls-zoner" .. Lovely! - jo flere kalorier forbrændt = mere af det gode marabou, chips, vin, ... og måske en kold Leffe ;)

Nå ja - en fordel mere .. oplagt, på en dag som idag .. Solopgangen! Var godt nok 15min for sent på den idag, så det "magiske" øjeblik fandt sted på frakørslen mellem M3 og Hillerød motorvejen. Flot - og af en eller anden grund kom jeg til at tænke på CSI Miami :D

Motorvejskryds Gladsaxe denne morgen...

søndag den 17. juni 2012

1 weekend - 2 løbeture

Så er jeg tilbage i løbeskoene! Stadig ikke heeeelt optimalt, hvad angår smerter & hastighed, men et par ture udenbys er det dog blevet til!

Fredag aften var der firmafest på Hindsgavl slot, ved Middelfart - god fest, som heldigvis ikke sluttede for sent (for mit vedkommende), hvorfor der blev tid til en tur Lørdag morgen. Jeg tog mig den frihed at sove længe, da jeg først skulle forlade slottet kl 10, så jeg var først ude af døren kl 6:15. God tur langs kysten, med stejle skrænter! og over broen til Jyllan - og retur. Gode 18km - med en snitpuls på 155 (!) som især skyldes de stejle skrænter, som jeg løb på!

3 timers tur på Lillebælt - incl. et par marsvin, der legede i vandet...

Lørdag morgen blev jeg hente af familien - derefter gik turen til Silkeborg, hvor vi skulle besøge et par seværdigheder ;) Søndag morgen bød derfor på løb omkring søer og skov i Silkeborg - 21,2km blev det til ... dog noget mere mærket af mit ben (Øv!), så hurtigt blev det ikke. Fantastik natur "derovre".

Lørdag aften, på Scandic, skulle der lige ses lidt bold ... sådan en hotel-bar er lidt anderledes befolket, end de steder man "normalt" vil se fodbold på storskærm - måtte tage et billede :)

De 2 ved siden af strikkede, mens de søppede Irish Coffee, under kampen (!) det ældre par ved siden af var ... gamle(!) og den sidste herre holdt krampagtigt fat om konen...

Kalorier er jo, stort set, ét & alt i min verden - og fik da en sjov lille oplevelse i denne weekend ;) : Lørdag : 18,18km - 1279 kalorier ... Søndag : 21,2km - 1230 kalorier :P ... væsentlig forskel på terrænet de 2 dage ;)

Ak ja - en weekend, der bød på masser af oplevelser ... cyklen er klar til imorgen, hvor jeg glæder mig til at komme en tur i skoven!

onsdag den 13. juni 2012

Krig i skoven

I øjeblikket ser jeg primært skoven gennem MTB rytterens øjne - og de er nu en gang noget anderledes, end mine normale 'løber-øjne'. Nu er jeg så heldig (sådan ser jeg det, ihvertefald!), at jeg er afsted på cyklen før 5 om morgenen, så det er begrænset hvor mange andre skovgæster jeg møder på min tur ... og da slet ikke så mange, at vi kan komme til at genere hinanden :)

Måske er det noget andet, når man er afsted senere på dagen - faldt over et par artikler i Politiken, om "krig" i skoven. Vildt :)

mandag den 11. juni 2012

Nu med løbesko på!

Endelig! - efter +1 uge med cyklen alene, var det idag tid til lige, at forsøge mig på en kort tur i løbeskoene.

Inden jeg kom så langt lagde jeg dog ud, som jeg plejer for tiden, med en god cykeltur på MTB'en i Store Dyrehave - igen idag blev der tærsket igennem, på de højeste klinger, på grusstierne. Lidt over halvanden time med 146 i snitpuls - ganske fornuftigt som morgentræning og helt sikkert noget jeg er ved at blive lidt hooked på :)

Eftermiddagen bød på en rolig løbetur - lidt over 6km, primært på blødt underlag. Jeg kunne godt mærke at jeg ikke var 100% - men "smerten" var til at leve med (primært i starten var det slemt), så OK dog uden, på nogen måde, at være prangende... Lidt som forventet. Jeg er igang igen, hvilket er det vigtigste - dog nøjes jeg med at cykle de næste dage, for ikke at forcere for meget. Jeg har opgivet at bruge Voltaren gel - følte ikke at det gav så meget, så efter råd fra apoteket er jeg nu begyndt at smøre med Hirudoid, så må vi se om det lige klarer de sidste gener....

Ruten idag var, primært, en "firkant" på ca. 500m omkring et par boldbaner ved idrætscentret - perfekt mulighed for at få øjnene op for GPS urets "skavanker" .... positionerne er ikke helt i vinkel :)


Løbeskoene er lagt væk igen - klar til weekenden, hvor nyt jomfrueligt løbeterræn, forhåbentlig, venter den glade motionist :)

søndag den 10. juni 2012

Sammenligning

Tidligere løb/cyklede jeg med FR305. Dejligt ur - med én (stor!) fejl ... kalorieforbrug (hvilket i min verden, med behov for chips, Marabou, øl, vin... - og havregryn! er et meget vigtigt parameter) udregnes ikke ud fra pulsen, men fart/distance.

Meeeen... - nu er jeg jo på 310xt, hvor beregningen er bedre, så nu er der alle muligheder for at sammenligne løb & cykling!

I denne uge har jeg cyklet 311,75km - det har taget mig 14:02:21 - og har givet mig et tab på 11.047 kalorier (snitpuls 146). Cykelture i Store Dyrehave og Vallensbæk Mose (med ture op/ned af "Bjerget").

Sidste komplette løbeuge var 14-20 Maj - der blev det til 143,74km - det tog 11:00:11 - og der brugte jeg 9.026 kalorier på fornøjelsen (snitpuls 147).

Så ... løb, rundt regnet, 820 kalorier pr. time - cykling ca. 789 kalorier pr. time. Egentlig ikke den store forskel (!) Hmmm... Sjovt?!?!

Nå, men kan da også glæde mig over at de første jordbær er høstet i haven...

fredag den 8. juni 2012

Stadig på cyklen...

Endnu en cykeltur i Store Dyrehave - er absolut ikke 100% klar til at løbe, dog håber jeg stadig på en kort tur Søndag eftermiddag. Gik til "opgaven" i dag med oprejst pande - havde virkelig lyst til at sparke så meget r** som muligt. Og det blev en ganske fornuftig tur. Det lykkedes mig at holde en snitpuls på 150 - og jeg endte på en samlet distance på 50,3km (2 timer og 9min), hvilket var helt OK.

Man bliver træt, på en anden måde, når man cykler, istedet for at løbe... Allerød, 04:46 denne morgen - på vej mod Store Dyrehave...

søndag den 3. juni 2012

Det gik! - ... og så alligevel ikke...

Efter 4 dages løbefri, hvor den alene har stået på cykelmotion, var det Lørdag tid til at komme afsted igen.Det gik fint de første 100m - så begyndte det at smerte lidt i benet, dog ikke noget voldsomt, så jeg fortsatte ufortrødent. 25km fik jeg løbet, omend i et roligere tempo end normalt. Bevares - jeg kunne mærke "skaden" hele løbet igennem, men da det jo ikke var slemt, så.... tja... Dumt! for den glade optimisme jeg havde Lørdag blev i den grad byttet ude med en kæmpe skuffelse, da jeg Søndag morgen måtte stoppe efter 1km ... der var simpelthen for mange smerter i benet! Øv! - må nok erkende, at jeg ikke skulle ha' forceret og løbet Lørdag morgen ... at være mentalt klar er altså ikke nok!

Så jeg måtte skifte til cykeltøj og så ellers tærske rundt i Vallensbæk mose i 2 timer - selvfølgelig med indlagte ture op ad "bjerget". Der er et godt stykke fra Store Dyrehave til Vallensbæk Mose - det første er nu noget sjovere, men det bliver desværre ikke før Onsdag. Imorgen og Tirsdag bliver det Vallensbæk på cykel - for løb må jeg nok erkende, bliver det ikke til i næst uge. Øv!

fredag den 1. juni 2012

Endnu en tur på cyklen...

Igen en dag med cykling - istedet for løb. Jeg satser rigtigt meget på en (lille) løbetur imorgen tidlig og at det, forhåbentlig, bliver uden større smerte. For en sikkerheds skyld tager jeg cyklen med hjem i weekenden, da jeg først er tilbage på arbejdsmatriklen Onsdag.

Det lykkedes mig at få mere fart og distance på, i forhold til igår. I alt blev det til 02:07:46 på cyklen, med konstant tråd, og 143 i snitpuls (modsat de 138 igår). 47,52km på grusstierne i Store Dyrehave (holdt mig igen idag væk fra det blå spor - det var ene og alene et spørgsmål om, bare at få tærsket nogle kilomter igennem!), så absolut en fornuftig måde at starte dagen på! ... Og selv fra cyklen af, er det muligt at sige godmorgen til Bambi!

God weekend!